Du er ikke alene

Ejer du en enkeltmandsejet virksomhed, og synes du, at det af og til kan være lidt ensomt? Savner du nogen at sparre med? Tag det roligt, du er ikke alene! Nordic Bridal giver dig her tips til, hvordan du bedst arbejder på egen hånd.

You are not alone - Photo: Adobestock

Foto: Adobestock

Jovist, er det fedt at arbejde som selvstændig. Man kan planlægge sine dage (og i mange tilfælde også nætter) og ordne arbejdet, som man vil. Man er sin egen lykkes smed og har mulighed for at tage alle beslutninger selv, uden at der skal være alt for mange inde over processen. Men det er også et problem, som er fælles for næsten alle enkeltmandsejede virksomheder, og det er at, man savner sparring. Nogle beslutninger er svære at træffe selv, og det kan i nogle tilfælde være skønt at have nogen at diskutere med. At omgive sig med gode kontakter er alfa og omega, når man driver en virksomhed ene mand/kvinde. Et stærkt netværk betyder utroligt meget. At drive en butik på egen hånd kræver, at du er lydhør og aktiv; du har konstant brug for at have øjne og ører åbne mod omverdenen for at følge med i udviklingen og skabe et stærkt varemærke.

Her kommer nogle forslag til, hvordan du kan arbejde effektivt og godt også som enkeltmandsejet virksomhed.

Start et samarbejde

Udvid dine kontakter og samarbejdet med andre virksomhedsejere, som supplerer din virksomhed. I kan mødes og hjælpe hinanden frem, udveksle ideer og forslag og oplyse hinanden om markedet. I kan også lave projekter og events, hvor I går sammen og i fællesskab skaber noget for kunderne. Flere og flere bryllupsbutikker vælger at samarbejde med f.eks. en bryllupsfotograf eller en guldsmed, som man deler lokale med. På den måde lokker man flere kunder ind i området og kan på nogle få kvadratmeter tilbyde flere tjenester/services.

Deltag i netværk

Meld dig til et netværk af virksomheder eller en brancheorganisation med andre i samme situation. Det kan hjælpe dig til forretninger, men er også en god måde at få kontakter i al almindelighed.

Skift miljø

Hvis du har nogle dage i løbet af ugen, hvor du ordner kontorting som for eksempel bogføring, kan du tage computeren under armen og skifte kontoret ud med en cafe. Bare følelsen af bevægelse omkring én kan virke opfriskende. Et skift i miljø gør noget godt for sjælen og energien.

Byd på frokost

En ven eller mulig samarbejdspartner kan blive en god sparringspartner, når du er kørt fast i noget, også selv om vedkommende ikke er ekspert på dit område. Det er også nyttigt at komme ud fra hjemmets fire vægge for at få perspektiv på ting og sager. Inviter personen på en hyggelig frokost og giv dig tid til at sidde ned og udveksle ideer. I stressede situationer kommer man sjældent på gode løsninger, men det er ofte ved kompromisløse møder, at de allerbedste ideer indtræffer.

Motioner

En times gang hver dag sammen med nogen er en smart måde at få tankerne i gang. Vi tænker oftest klarest, når vi rør os og motionerer, fordi vi kan sætte mulige problemer i et helt nyt perspektiv og komme på uventede løsninger. Motionen kan både bestå af en rask gåtur om morgenen på vej til butikken eller i form af en personlig træner, som du mødes med efter arbejde. Resultatet af motionen gør, at du tænker klarere og oven i købet får en stærkere og friskere krop.

Tag på kursus

Der findes mange gode uddannelser og kurser på markedet, som du kan have hjælp af for at drive din virksomhed – alt fra bogføring til markedsføring og farvelære. Et kursus er ikke blot en mulighed for at være social, men giver dig også mulighed for at opnå kundskaber, som dine konkurrenter savner. Tjek også op på, hvilke forelæsninger der er i dit område. En inspirerende forelæser, uanset emne, er altid forfriskende og kan skabe nytænkning og fostre kreative tanker.

Besøg messer og brancheevents

En god måde at møde andre fra branchen på er at besøge en af de indkøbsmesser, der arrangeres i Danmark og andre steder i Europa. Her har du chancen for at møde kolleger, som måske har været længere i branchen, og som kan give råd og vejledning. Det skaber ofte interessante indfaldsvinkler at møde unge som gamle, og der er masser at lære af hinanden. Sørg også for at tage med til middag med nogle nyfundne venner – måske kan en middag føre til et spændende samarbejde? På messerne vrimler det med mennesker, som ligesom dig hungrer efter at skabe nye kontakter og udveksle ideer.